Velkommen til Fægteklubben En Garde

Fægteklubben En Garde fægter hver tirsdag fra kl. 18.00 til ca. 21.00. Træningen foregår i Grøndal MultiCentret, Hvidkildevej 64, hvor vi har en stor sal til rådighed.
Alle har mulighed for at prøve at fægte.Vi har ikke specielle begynderhold, så mød op på salen og medbring indendørssko, træningsbukser og en T-shirt, så sørger vi for resten af udstyret.
Det koster ikke noget at prøve at fægte.Vi mener, at det er vigtigt, at du som nybegynder er helt sikker på at fægtning, det er dig, inden du melder dig ind i klubben. Du kan derfor kvit og frit fægte løs de første par uger, hvorefter vi så forventer, at du melder dig ind i klubben.
Hvis du vil vide mere om fægtning så kig dig omkring på vores website.
Vi glæder os til at se dig på salen!
Bestyrelsen

Header background image

Fægtning i dag

Moderne fægtning er en af verdens hurtigste sportsgrene. Kampen kan foregå så hurtigt, at øjet dårligt kan følge med. Fægtning kan dyrkes af alle uanset aldersklasse og køn, både som motions- og konkurrencesport.
Moderne sportsvåben er lette og har bløde klinger, der ikke er skarpe. Fægtningen er i dag kontrolleret, så ingen af parterne kommer til skade, men fægtning er en kampsport, hvor man står over for et andet menneske, som af al sin magt, med hele sin styrke og snilde, søger at ramme én, og tilmed har brugt lang tid på at forberede sig til kampen.
Udgangspunktet er god fysisk form og teknisk kunnen. Du vil hurtigt erfare, at fægtetræningen giver god fysik, skærper koncentrationsevnen og giver perfekt balance.
Da det er en udpræget teknisk betonet sport, er det vigtigt i begyndelsen, at være tålmodig og udholdende. Når først den tekniske baggrund er indøvet, vil du opdage, at fægtning er en af de mest spændende og dramatiske sportsgrene, der findes.

De 3 våben

Kården

Kården er det tungeste våben (maks. 770 g) og har den kraftigste klinge og største skål til beskyttelse af hånden. I spidsen er den forsynet med en fjerderkontakt, som ved et tryk på 750 g udløser et elektrisk signal, der registreres på et meldeapparat ved siden af pisten. Signalet er en lampe der lyser rød eller grøn alt efter hvilken fægter, der er ramt. Ved fægtning på kårde er hele kroppen gyldigt træffefelt.

Fleuretten

Fleuretten vejer maks. 500 g og er også et stødvåben og har derfor en spids med fjerderkontakt, som ved et tryk på 500 g udløser et signal. Fleuretten er i modsætning til kården et konventionelt våben. Hvis trykket finder sted mod modstanderens elektriske vest, udløses et signal med en farvet lampe på meldeapparatet. På fleuret er det gyldige træffelt overkroppen med undtagelse af arme og hoved. Mod andre flader på modstanderens krop udløser kontakten et signal til en hvid lampe, hvilket indikerer, at modstanderen er ramt ugyldigt.

Sablen

Sablen vejer som fleuretten, men har både spids- og klingekontakt. Den er nemlig både et stød- og et hugvåben, dvs. at gyldige træffere kan sættes ikke blot med spidsen, men også med klingen. Både stød og hug kan registreres elektrisk ved et tryk mod modstanderens elektriske jakke. Sablen er også et konventionelt våben, selv om træffelt og regler ikke helt er som på fleuret.

Fægtereglerne

Fægtereglerne

Fægtning foregår på en pist af metal. Den er ca. 1,9 m bred og 14 m lang. Ved fægtning med elektrisk markering er pisten forbundet med det elektriske meldeapparat, således at der ikke udløses noget signal, hvis våbnets spids rammer pisten (dvs. der lyser ikke nogen lampe).

Kårde

På kården tilkendes der point, dvs. der tælles touché i fægterens favør når han/hun har ramt modstanderen med våbnets spids. Dog erklæres en træffer for ugyldig, hvis f.eks. fægteren under kampen er løbet forbi modstanderen og har ramt bagfra. På kården kan fægterne ramme hinanden samtidigt og begge få tilkendt et gyldigt touché. Dog er det sådan, at apparatet registrerer med ca. 1/25 sekunds nøjagtighed, hvilken fægter der er ramt først.

Fleuret og sabel

På fleuret og sabel kan en fægter kun få tilkendt et gyldigt touché, hvis angrebsreglerne er overholdt, de såkaldte konventioner. Konventionerne er reglerne for angrebsret. Den vigtigste siger, at den fægter, der først begynder et angreb, dvs. strækker armen, får ret, hvis begge fægtere bliver ramt. Dette gælder dog ikke, hvis fægteren har tøvet i eller afbrudt angrebet undervejs – eller modstanderen har paréret eller undveget angrebet. Kort kan det siges, at det gælder om at "vinde et tempo" på den angribende fægter. Det kan oftest være yderst vanskeligt at afgøre, om en fægter har overholdt konventionerne. Til afgørelse af om konventionerne er overholdt skal dommeren over for fægterne foretage en udredning af frasen (kampsituationen). Dommeren benytter til dette et sæt ord og betegnelser (mange er lånt fra fransk), der beskriver hvilken fægter der havde retten til angreb og som eventuelt vinder et touché.

Kontakt

Hvis du vil prøve at fægte, så møde op på salen i Grøndal Centret, Hvidkildevej 64.

Vi fægter hver tirsdag fra kl. 18.00 til ca. 21.00.

Adresse

Fægteklubben En Garde
Grøndal MultiCenter
Hvidkildevej 64
2400 København NV

E-mail
info@fk-engarde.dk